SARTH MEETS: er en klumme, hvor vi møder prominente personer for at tale om, hvordan de shopper. Vi stiller spørgsmål om ansvar og etik inden for mode, men også spørgsmål om hvor de shopper, hvornår de shopper, hvordan de beslutter hvad de har brug for, og hvad de definerer som deres stil.
Navn: Caroline Plummer
Alder: 32
Beskæftigelse: I øjeblikket på barsel med sin 7 måneder gamle søn. Normalt gymnasielærer og lowkey mikro influencer
CAROLINE OM HENDES PERSONLIGE STIL
Jeg har altid været meget til det oversize.
Jeg tror faktisk aldrig, jeg har et outfit på hvor ikke et af elementerne er oversize fordi, jeg synes det skaber en flot kontrast. Formentlig er omkring halvdelen af min garderobe herre items, hvilket også betyder at min kæreste låner en del af mit tøj og jeg låner hans.
Blazere og jakker er de items jeg “ikke kan leve uden” og de er næsten altid en del af mine outfits. Min far gik meget i Cerruti jakkesæt. Dem har jeg arvet en masse af, og de har det helt perfekte fit på mig. Jeg har nok ti af dem i garderoben i mange forskellige farver og mønstre.
Jeg kan godt lide ideen om unisex og jeg kan rigtig godt lige når brands laver unisex kollektioner, så det ikke er herre/dame opdelt, hvilket jo passer godt med den strømning vi ser i samfundet med kønnene der er mere flydende. Jeg synes også det ville give mening at slå herre og dame modeugerne sammen, og tænke kollektionerne som sammenhængende og mindre.
Hvis jeg ikke måtte tage billeder af mit tøj, ville jeg stadig gå i det samme og have samme stil som nu. Det er meget sjældent jeg har præcis den samme outfit kombination på efter hinanden, så jeg tror, at fordi jeg tager billeder af mine outfits, tvinger det mig til at tænke i forskellige kombinationer og det er jeg faktisk meget glad for. Men min garderobe ville stadig se ud på samme måde.
Jeg dresser ikke “for the gram”, men jeg kan godt finde på at tage et par sko på indenfor, for at tage et billede i spejlet, så det er [blinker med øjet].
CAROLINE OM TRENDS
Jeg bliver påvirket mindre og mindre af trends. Jeg har været meget påvirket tidligere, hvor jeg kunne få en urge til at gå ind i en high street butik og købe ind i trends. Men det er også altid disse køb, der er de første til at blive hevet med på et loppemarked. Det er ofte ikke så god kvalitet og man bliver lynhurtigt træt af det, så jeg har det sådan, at jeg vælger og vrager i trends og tapper ikke så meget ind i det længere. Generelt synes jeg også at spektret er blevet meget større. Der er ikke længere kun én strømning, og jeg kan sagtens se på piger i starten af 20’erne og synes de ser for fede ud i deres buffaloes og lavtaljede jeans, men det er ikke for mig. Jeg bliver ikke lige så forblændet af det længere, og jeg kan se fidusen i at købe noget jeg også bliver glad for om 5 år. Både fordi jeg kan se mig selv i øjnene, være tro mod mig selv og den jeg er, og samtidig er det bedre for klimaet.
De kvinder jeg kigger på for stilinspiration, er typisk lidt ældre frem for yngre, f.eks. Malene Malling. Hendes stil har vitterligt ikke ændret sig særlig meget fra 10 år siden til nu, hvilket jeg synes er meget inspirerende.
Måske har det også noget at gøre med at blive ældre, og hvile mere i sin egen stil eller fordi der er blevet åbnet mere op for, at der findes forskellige stilarter til forskellige personer på en gang.
CAROLINE OM ANSVARET SOM INFLUENCER OG DE RIGTIGE PARTNERSKABER
Jeg siger nej til mange samarbejder, selvom der kan være gode penge i dem. Jeg har det sådan, at jeg skal kunne stå inde for, at produktet er godt og det skal være noget jeg kan have i mange år. Det var også derfor jeg sagde ja til at samarbejde med blandt andet Tomorrow Denim, de er både et brand jeg kan stå inde for og har produkter der er af god kvalitet. Jeg får selv lov at vælge tingene, så jeg vælger noget som jeg ville have købt alligevel. Hvilket jeg faktisk synes er det vigtigste, nemlig at jeg kan sige, jeg ville have købt varen alligevel, og jeg kan stå inde for kvaliteten.
Arket er også et brand jeg samarbejder med, og det er jo en high street kæde, men de laver mange ting i recycled materialer, og de er gode på den måde at mange af deres styles går igen. F.eks. har jeg et par støvler som jeg købte i 2019, dem laver de stadig, og jeg ville ønske de gjorde endnu mere af dette.
Man har som influencer et ansvar, når man indgår samarbejder med brands, til at vælge de gode produkter.
Man er med til at inspirere en masse mennesker, så jeg mener det er vigtigt at man tænker over det.
Det betyder meget for mig, hvem jeg samarbejder med, om de har en bæredygtig profil og de har produkter jeg kan stå inde for kvalitetsmæssigt.
CAROLINE OM KLIMABELASTNING OG "THE WORLD IS ON FIRE BUT WE'RE STILL BUYING SHOES"
Jeg læste denne bog, “The world is on fire but we’re still buying shoes” under min ferie til Thailand. Han [forfatter Alec Leach], har arbejdet på highsnobiety som Men's fashion editor.
Problemet er ofte, at når vi taler om mode og bæredygtighed, så er det eksperter på bæredygtighedsområdet der udtaler sig, som måske ikke har en forståelse for modeindustrien og de forskellige led, processer og mekanismer der er.
Jeg tror ikke på at folk ikke skal shoppe, folk vil gerne se godt ud og det er der heldigvis mange måder man kan gøre på.
Alec Leach forstår virkelig hvad det er der ligger bag mekanismerne i modebranchen, og han har selv været en total sucker for det [moden]. Han forstår branchen indefra og går ind og taler om de greb der bliver brugt for at man som forbruger køber mere, og så kommer han med nogle konkrete statistikker og facts om hvad det [shopping] gør ved miljøet, og skriver også om hvor glad du bliver, når og lige efter du har købt noget nyt, og hvor hurtigt den her lykkerus falder igen, versus andre former for lykke.
Bogen gav mig en følelse af, at vi kan godt få det her til at lykkes, og jeg er også blevet bedre [til at forbruge mere bevidst] siden jeg har læst den.
På Vogue laver de “the get” hvor alle deres editors vælger “10 things I want this season”, og i stedet for at jeg tidligere har tænkt køb køb køb, så er jeg blevet god til at se i mit skab efter items jeg har der ligner, og bruge “the get” som inspiration. Hvis der er items jeg mangler, finder jeg det hos brands der laver det i ordentlige materialer og kvaliteter.
Jeg bliver meget gladere for noget der er lavet ordentligt, i god kvalitet og gode materialer, og også af den historie jeg kan fortælle om de styles jeg har på.
Jeg følger ret meget med i hvad der sker på modefronten, og synes det er enormt nedslående at se, at efter der har været modeuge, så kan du gå ind i highstreet butikkerne og kan finde en billig kopi - det er kedeligt både fordi det er kopier, men også fordi det illustrerer hvor hurtigt det går både med produktion og fragten.
Der er så mange faktorer der spiller ind i ansvarlig og etisk mode, og jeg tror også det er det, folk har svært ved at forstå, når man taler om modeindustriens klimabelastning, at det ikke er sort/hvidt.
CAROLINE OM SHOPPING
Jeg shopper mindre og mindre, lige nu handler det i ligeså høj grad om at spare penge. Det er en meget god øvelse, at kunne se at jeg har det fint uden, så jeg shopper faktisk ikke så meget. Når jeg gør, så er det på nettet, hvilket er lige så meget tidsnød for egentlig kan jeg godt lide at gå i butikker. Jeg drømme shopper en del og jeg scroller enormt meget på webshops. Jeg kan sagtens finde på at add to wishlist eller til kurven, og så lukke ned efterfølgende. På den måde får jeg lidt en følelse af at shoppe uden at skulle eje et item. Men det er også lige så meget for at holde mig opdateret på de forskellige brands jeg godt kan lide.
Det er webshops som Vestiaire Collective, hvor jeg elsker at researche og sammenligne priser og standen på 2nd hand varer. Lige nu kigger jeg på en Louis Vuitton taske jeg forhåbentlig skal have på et tidspunkt. Så tilføjer jeg den til favoritter og kan følge udviklingen i prisen.
Og ellers følger jeg med på high-end platforme og bliver inspireret til hvordan jeg kan sammensætte og style min garderobe.
På min telefon har jeg en note der hedder “Ønsker”. Den bruger jeg hver gang, jeg ser noget jeg virkelig gerne vil have. Så tilføjer jeg det til min ønskeliste og lader det blive der. Løbende går jeg ind og ser om de forskellige ønsker stadig er relevante, og hvis jeg stadig ønsker mig de forskellige items efter et par måneder eller et halvt år, så er det noget jeg virkelig gerne vil have.
Jeg køber noget når det er noget jeg kan se i min garderobe i mange år, og jeg kan passe det sammen med det jeg allerede har. Og så synes jeg også at købsoplevelsen betyder meget og om jeg får noget, der er pakket flot ind.
Jeg kan godt lide at købe fra danske webshops og når det er muligt at vælge “less packaging” så man på den måde også kan påvirke [klimabelastningen] en lille smule.
Jeg kigger meget på materialerne på tøjet, og mine yndlings kvaliteter er cashmere eller silke. De går aldrig af mode, de er temperaturregulerende, så man kan bruge dem hele året, og de behøver ikke blive vasket. Men også de ting jeg har i viscose holder sig virkelig flotte længe.
Det er ikke et fokus jeg altid har haft [at forbruge mere bevidst] og jeg kan få helt dårligt over hvor meget jeg har været en del af forbrugskulturen, som jeg også har delt på instagram. Men jeg var ikke bevidst om det dengang, og det kan jeg da godt skamme mig over, men det er jeg heldigvis blevet. Og det er jo også en strømning i samfundet og vi er blevet mere bevidste om hvor stor en effekt shopping har på klimaet.
Men det har jo også noget med økonomi at gøre - det [udsalg og highstreet] var hvad jeg havde råd til dengang jeg var yngre og studerende. Der ville jeg gå ind for at købe en top i Zara til 80 kr. Det ville jeg ikke gøre i dag, fordi jeg ville tænke over hvordan det kan være så billigt. Og det er ikke noget jeg ville have lyst til at tagge på min instagram profil, og påvirke andre til at købe, og jeg synes jeg har et ansvar der.
Følg med hos Caroline Plummer på Instagram